 
|
Andelslandsbyens vognsamling
Fra blandt andet:
Indhold
Hestevogne til Danmark Stivvogne Stivvognene har fire næsten lige store træ-egerhjul, der er monteret på for- og bagvogn af træ, forbundet med en langvognsbom. Vognkassen består af løse fjælle lagt på undervognen og støttet af kæpstokkene i siderne. Oftest havde de én vognstang mellem forvognen og de to heste – sjældnere to vognstænger til én hest.
Vognene blev bygget helt uden tegninger. Med tiden blev de efterhånden mere og mere forskellige fra landsdel til landsdel. Mindre landbrug i yderområderne brugte mindre vogne med smallere sporvidde – end større landbrug på de gode jorder. Vogntypen er oprindeligt beregnet til at køre i marken og på bløde jordveje uden belægning.
En særlig let og elegant udgave af stivvognene til persontransport, med flettet eller udskåret vognkasse (fading) og ophængte sæder på tværs, kom fra Slesvig-Holsten i 1700-tallet. Denne vogntype benyttedes ofte til post- og persontransport og udvikledes fx i København til udflugtsvogne – kaldet kaffemøller.
I vognsamlingen er der også et par udenlandske stive arbejdsvogne. Fra Ungarn et par spændende stivvogne, den ene med flettet vognkurv, den kom til Danmark under 2. verdenskrig ligesom en tysk militærvogn, model 1936.
Omkring 1880 blev en ny vogntype udbredt på landet til varekørsel på faste veje. Den har fire lige store egerhjul monteret på jernaksler fastgjort til elliptiske trykfjedre, der var fastgjort under vognkassen med faste sider. Derfor kaldtes vogntypen for en fjedervogn. Vognkassens lave sider er støttet af to stokke på de mindre og tre stokke på de større fjedervogne. Vognene er ofte forsynet både med én vognstang til tospand og to vognstænger til en hest.
Vognene blev oprindeligt bygget på købstædernes karetmagerværksteder og var udviklet i Europa til faste veje med grus- og stenbelægning. Den blev suppleret med sæder på langs eller tværs, varekasser, tønder eller faste overbygninger. De fleste danske erhvervsvogne er af denne type – ligesom rustvogne, dagvogne og de mindre omnibusser (se under erhvervsvogne).
Særlige udgaver af fjedervognen med fladbundet vognkasse - brugt til person- og varetransport - kaldes break, char-a-banc, wagonnette.
Vogne til persontransport var tidligere forbeholdt herskaberne på godserne og i de finere købstadskredse. Derfor blev vognene kaldt luksusvogne – i modsætning til arbejdsvognene og de vogne, der blev brugt til rutekørsel som post- og dagvogne.
De ældste luksusvogne i Danmark stammer fra 1300-tallet og kendes fra folkeviserne som adelens og kongehusets fruervogne eller hængende karme. Vognene blev styret af en rytter på den venstre (den nærmer) hest. Vogntypen ændres i slutningen af 1500-tallet til kalechevogne – kuskevogne - brugt af hoffet og herremændene på de særlige kongeveje. Vognstyreren fik nu plads på vognen og kaldtes kusk.
Kuskevognen blev udstyret med fjedersystemer (senest C-fjedre) og fik mange forskellige skikkelser i Europa i 1600- og 1700-tallet. Til Danmark blev de importeret fra England, Tyskland og Frankrig og efterhånden også bygget af de finere danske karmmagere senere karetmagere i købstæderne – især i København. De fik navne som karosse og karet. I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udvikledes lettere udgaver af disse herskabsvogne med trykfjedre, patentaksler og kalecher til stadskørsel for herremænd, borgere og rigere bønder, under mange forskellige navne: coupé, landauer, barusch, victoria, sociable, m. fl. – alle kørt af en kusk. De tungeste typer var udstyret med bagagerum og faciliteter til overnatning for herskabet til lange rejser, park drag, dormeuse, coach.
Lette herskabsvogne kørt af ejeren kaldes ofte jagtvogne, fordi de blev brugt til fritidskørsel og personkørsel uden medtagelse af varer. Flere jagtvogne har på bagenden et bagagenet af træ – oprindeligt til ophængning af vildt. En anden type havde en særlig boks til jagthunde mellem sæderne (der stod ryg mod ryg) og kaldtes derfor dogcart (der også findes i tohjulede udgaver). Endnu en type jagtvogn havde langsgående bænke, hvorfra jægerne kunne springe af i farten, når man var på pürschjagt.
Phaetoner, ponyvogne og stolsvogne Mange lette personvogne med og uden kuskesæde indgår i den store fælles gruppe, der kaldes phaetoner, ponyvogne, droscher og stolsvogne. Flere af disse typer har været brugt som hyrevogne i større europæiske byer - og blev efterhånden vidt udbredt som stadsvogne på gårdene og til købstædernes borgerskab – og bygget som lagervarer på de mange vognfabrikker. De blev som regel kørt af ejeren selv.
De tohjulede personvogne kan opdeles i to hovedgrupper efter sædernes placering: 1) er sæderne på tværs, er der tale om de hurtige typer som karriol, gig eller dogcart – 2) er sæderne på langs, er der tale om en langsom jumbe (governess cart), der ligner et badekar på hjul.
Karriolen er en gammel hurtig vogntype fra Europa, der bl.a. blev brugt af postvæsnet til brevforsendelser i 1600-1700-tallet – senere næsten udelukkende til hurtig transport på de farlige veje i Norge og Sverige – mens vi i Danmark udviklede giggen, der havde sæder til mere end én person. Disse vogntyper blev anvendt af praktiserende læger og embedsmænd, der var på tjenstlige opgaver – eller af sportsfolk, der gerne ville køre så hurtigt som muligt. En superlet udgave af disse vogntyper, sulkyen, bruges den dag i dag til travløb.
Jumben er en engelsk vogntype (governess car), der omkring 1900 kom til Danmark. Det var den ældste masseproducerede personvogntype til privat brug og blev brugt frem til under 2. verdenskrig. Den blev efter krigen afløst af personbilen. Der findes flere danskbyggede vogne med fire hjul og kuskesæde og jumbekasse – der i opbygningen minder om en wagonette.
Jountingcar er en irsk vogntype med langsgående sæder, der blev brugt som hyrevogn.
I Danmark har en del af de kendte vogntyper også en slædeudgave – mens situationen i dele af de andre skandinaviske lande med mere vinterføre, næsten er den omvendte. Her ses mange forskellige slædetyper, hvoraf en del også har en vognudgave.
De ældste og mest primitive hestetrukne slædetyper i Danmark er stenslæder og skovslæder – ofte groft tilhugget af kraftigt tømmer. Arbejdsslæderne ligner derimod fjedervogne uden fjedre og hjul, og de egentlige kaner til persontransport kan være meget store med flere tværstillede sæder som phaetoner, landauer, – eller de kan være romantisk bådformede med et sædebræt til kusken, der ligner en cykelsaddel, kaldet gentlemans sleight.
Da slæde- og kanekørsel var relativt sjældne fænomener i Danmark - på grund af vejret – satsede man på at kunne erstatte hjulene med slædemeder eller i visse tilfælde at spænde slædemeder på hjulene. Vognsamlingen viser et eksempel fra Sverige.
Sparkstøttingen er en anden slædetype, der kom til Danmark fra Sverige i slutningen af 1800-tallet – ligesom den kendte kælk med jernmeder. Som navnet siger, blev de sparket frem af den person, der stod på mederne og støttede sig til ryglænet – men der fandtes også større sparkstøttinger, der blev trukket af heste – og i vognsamlingen er Christian X´s hestetrukne sparkstøtting bevaret. Kongen brugte den om vinteren i skovene omkring Marselisborg Slot ved Århus.
Brand var frygtet i by og på land i ældre tid – fordi man ofte var ude af stand til at bekæmpe ilden effektivt. Der var overalt mange forskellige former for forebyggelse og beredskaber. Landsbysmedjerne havde som regel fast tag – ikke stråtag – og de lå ofte et stykke vej fra andre bygninger på grund af brandfaren. I landsbyerne brugte man gadekæret som branddam, og her så man som regel også et lille grundmuret hus, der rummede landsbyens hestetrukne brandsprøjte. Når der var udbrudt ildebrand, var det bymændenes pligt at være med til at slukke ilden og redde, hvad reddes kunne.
Et lignende beredskab fandtes på større gårde, godser og industrivirksomheder, der i mange tilfælde havde egne brandsprøjter med tilhørende slangevogne og brandskabe, der indeholdt slukningsmateriel.
Erhvervsvogne Rustvognene (ligvogne) findes i to udgaver i samlingen: en sortmalet fladvogn med himmel på søjler og senere påbygget kuskesæde – og en åben hvidmalet rustvogn uden himmel. Rustvogn var oprindeligt et militært køretøj– hvorfor man forsøgte at indføre ordet ligvogn – uden held.
Et par ambulancer er bygget som lukkede fjedervogne - hvortil kommer en stor sjældenhed: en svensk ambulance på to hjul.
Andre sjældenheder er kopien af en dansk kuglepost fra begyndelsen af 1800-tallet bygget i Nakskov i 1935. Hertil en petroleumstankvogn, flere forskellige ølvogne (bomvogne og fladvogne), en kreaturvogn, forskellige erhvervsvogne: bagervogne, mælkevogne, slagtervogne, thevogn, slipsevogn – og militære køretøjer fra Danmark, Sverige og Tyskland.
Finere kumpteseler fra flere forskellige godser er ophængt i vognhallen på knager – og lagt på pudsebukke – på samme måde som i herskabsstaldenes selekamre. Andet seletøj (jumbe- og saletseler), sadler (obs: særlige damesadler) er ligeledes lagt på pudsebukke – hvortil kommer et medicinskab og hesteplejeudstyr. Særligt er dragonsaddelkassen fra Rønnebæksholm, der var med til de Olympiske Lege i Berlin i 1936. Der er en større samling bidsler i en montre i Vognhallen. De er et studium værd, og hver type har sin historie.
Det genopbyggede saddelmagerværksted har tilhørt Helmuth Rasmussen i København og lå oprindeligt i en kælderlejlighed. Det tilhører Marianne Seidenfaden, Dorthealyst. Værkstedet er siden suppleret, og det er tanken, at det i perioder bemandes med en fagmand, der kan demonstrere det spændende håndværk.
Til vognenes udstyr hører også lygter til stearinlys, senere erstattet med karbidlamper, således at man kunne se ekvipagen om natten på den uoplyste vej. Var der tilstrækkelig sne om vinteren, kunne man køre med kaner, der næsten var lydløse, i modsætning til vognene. Det kunne blive farligt for den øvrige trafik, og derfor var det påbudt, at der var kaneklokker eller bjælder monteret på hestens seletøj.
Grovsmeden på landet (se Faurbjerg Smedje) havde flere forskellige opgaver – heriblandt at smede beslag til arbejdsvogne og sko heste. Ved de større karetmagerværksteder i byerne var også specialiserede smede, der først og fremmest tog sig af de finere vognes jerndele i undervognen: aksler, nav, fjedre, fortøj og træktøj. En del af de viste værktøjer og maskiner – der stammer fra flere forskellige værksteder - har været brugt til sådanne arbejder: vindejern med bakker til gevindskæring (både højre- og venstregevind i akslerne), målehjul og tænger til pålægning af hjulbånd, valse og stukkemaskine til hjulbånd, særlige ambolte med sænker brugt til smedning af undervognsdele til finere vogne m.m. Efterhånden købte man de fleste jerndele til vognene fra fabrikken. Smeden fik derfor montagen og tilpasningen af de indkøbte jerndele. Efter 1900 fik flere smede værktøjer til at lægge massivt gummi omkring hjulene i stedet for jernringe. Sådanne værktøjer er på Andelslandsbyens ønskeseddel, således at vi med tiden selv kan lægge nyt gummi på hjulene.
Hjulmagerne i landsbyerne fremstillede hovedsageligt de stive landbrugsvogne uden tegning - sammen med den lokale grovsmed. I byerne arbejdede karetmagerne på værksteder, der fremstillede vogne efter tegning på bestilling. Byggedes der vogne til lager, kaldtes virksomheden en fabrik. De fleste håndværktøjer var fælles for de to faggrupper – mens specialværktøjer og maskiner blev brugt i byernes værksteder allerede fra slutningen af 1800-tallet. Senere kom de også til hjulmagerne på landet – men der er flere eksempler på, at de byggede deres egne specialmaskiner.
Det kommende hjul- og karetmagerværksted i vognhallen kommer til at rumme værktøjer og maskiner fra flere forskellige værksteder. Ud over den særlige karetmager-høvlebænk også radstokken (hjulstokken) hvor man slog hjulet sammen samt fugebuk og borelad. Derudover et par særlige boremaskiner til boring af særlige koniske huller i hjulnavene til patentakselbøsninger, en kopifræser til fremstilling af hjuleger og et par hjulmaskiner, heraf den ene af dansk fabrikat.
Hjulmaskiner kan udføre mange forskellige processer: hjulnavet bores og drejes, derefter stemmes egetaphullerne ud - og når man har slået egerne i navet (i radstokken), fræses fælgtappene i egerne på hjulmaskinen. Herefter borede man fælgstykkerne på hjulmaskinen og slog fælgstykkerne på egerne i radstokken. Til sidst borede man bøsningshullet med boremaskine eller med håndbor (navbor).
Det særlige ved flere af maskinerne er, at de er fremstillet til at blive drevet manuelt – med trædelad – men senere er ombygget til at blive drevet af en motor.
I Vognhallen er der en større samling af modeller af vogne i en montre. De er indsamlet i løbet af en årrække af Peter Strauss – og viser mange forskellige vogntyper i forskellig målestok.
|