 
|
Skålvægten er fra den gamle Brugs i Trønninge. Disken kommer fra Gevninge, kaffemøllen er fra Dalby ved Gørlev. Stolene er fra Jystrup, tobaksskabet, osteskab samt isenkram er fra Ugerløse. Kasseapparat har sin egen historie. Det er fra købmandsforretningen i Søndersted. Det er købt i 1925 for den dengang store sum på 5.835 kr. Købmanden købte samme år chassiset til en lastbil, det kostede 2.710kr.
Museet har regning på begge dele. Det er værd at bemærke, at hver af de forskellige skuffer har hver sin klang. Chefen kunne høre hvem, der betjente kassen. I Trønninge Brugsforening er udstillet mange tidstypiske produkter fra tiden frem til 1950 Kolonial, Isenkram, Manufakturvarer samt træsko o.a.
I den røde lade, bag Brugsen, er udstillet forskellige landbrugsmaskiner,vægte, kul, koks og tørv samt mange praktiske ting som f.eks. fodertrug, værktøj, remsamlere og remfedt o.lign. I Brugsens kælder er udstillet øl og sodavand i oprindelige flasker og etiketter. Der er vin- og spritusflasker, samt en reol med giftstoffer, som man brugte i tiden frem til 1950. Brugsen sælger tidstypiske varer. Interesserede, der ønsker at blive medlem af Trønninge Brugsforening, kan henvende sig i Brugsen.
BrugsforeningsbevægelsenBogen om Trønninge Brugsforening og Brugsforeningsbevægelsen er rigt illustreret og kan købes i Trønninge Brugsforening. Verdens første brugs... Den første brugs i verden startedes i 1844 af 28 fattige vævere i byen Rochdale i nærheden af Manchester i England. De baserede deres forening på 8 principper:
Herefter åbnede de deres lille butik i Toad-lane (Tudsestræde) den 21. december 1844, hvor startlageret bestod af mel, smør, sukker og havregryn. Der var specielt 3 ting i Rochdale principperne, der gjorde foreningen levedygtig og har båret ideen mere end 150 år frem gennem tiden. Det var redelighed i handelen, kontant betaling og de demokratiske styreregler. Det program, hvorpå de 28 vævere i Rochdale byggede deres samarbejde, gik ud på, at der gennem et indskud på 1 pund sterling fra hvert medlem skulle skabes midler til oprettelse af et varelager til fordeling af fødemidler, klæder m. m. Det, der adskiller Rochdale-foreningen og dens lederes arbejde fra tidligere forsøg og tanker, lå deri, at der i praksis blev gennemført et system, som gav bevis for begrænsningens værdi. De 28 fattige vævere i Rochdale havde, som senere en kendt engelsk andelsmand prof. Fred Hall udtrykte det, ”Blikket vendt mod stjernerne, men fødderne plantede på den faste jord”. Disse principper dannede senere grundlag for den danske brugsforeningsbevægelse og alle andelsselskaber, der opstod fremover.
Den første danske brugs: Den blev stiftet 1. maj 1866, og dens love blev vedtaget på en generalforsamling 1. juli 1866. Betegnende for Sonne's vurdering af opgaven er følgende udtalelse af ham:” Det, der ved disse foreningers gavnlighed først falder i øje, er unægtelig den materielle fordel, som også er det første, der opnås, vel også er det mest tillokkende skilt at hænge ud for at få medlemmer. Vil nogen træde frem blandt arbejderklassen og råbe: "Kom her, så skal jeg hjælpe Jer til at blive bedre mennesker", så vil der vist ikke komme mange. Men råber man: "Her kan I nemt tjene penge", så vækkes straks opmærksomheden". Lige så betegnende er en anden udtalelse. Da Sonne, drevet af interesse for arbejderne, i vinteren 1865-66 holdt møder for dem i et pakhus ved havnen, hvor han forsøgte at få dem i tale, der af en eller anden grund ikke søgte kirken, udtalte en arbejder en aften: ”Ja, det er godt og smukt, at præsten vil tage sig af os og hjælpe os til Guds rige, men kan De ikke tillige hjælpe os til at få det daglige brød hernede?” I disse to udtalelser ser vi som i et glimt forbrugerbevægelsens to ledemotiver : Hjælp for medlemmerne til kulturel højnelse og til materiel fordel. Thisted-foreningen har været forbillede for de senere oprettede brugsforeninger i Danmark. Sonne modtog mange henvendelser og gav megen, både mundtlig og skriftlig, vejledning til de kredse, der ønskede at gå i hans fodspor.
FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger) Planer for en landsdækkende forening var blevet drøftet i mange år, men med den forsigtighed og evne til at lade udviklingen vokse organisk frem, som kendetegner ikke blot brugsforeningsbevægelsen, men hele den danske andelsbevægelse, kom FDB først til verden, da forudsætningerne for den var fuldt til stede. Til forudsætningerne hørte først og fremmest, at medlemmerne i brugsforeningerne var enige om og rede til at gøre en fælles indsats for at føre dette igennem. Det blev af den allerstørste betydning, at brugsforeningsbevægelsen, da den stiftede FDB, også havde den leder, som magtede opgaven, der skulle løses. SEVERIN JØRGENSEN, der først var uddeler i Ulslev Brugs på Falster og senere i Vester Nebel, var hurtigt blevet en af de ledende mænd. Det var ham, der vandt medlemmerne for ideen om en fællesforening, og som båret af medlemmernes fulde tillid til hans dygtighed og personlige egenskaber blev dens første leder, der med aldrig svigtende tro på sagen og med hele sin ukuelige viljestyrke satte alle sine rige evner ind i arbejdet. Severin Jørgensen blev det store navn ikke blot i FDB's, men, gennem FDB, også i brugsforeningernes historie. Navnet, der vil huskes og æres, så længe der findes brugsforeninger i dette land. Det ry, hans gerning skabte, bar hans navn udover landets grænser til de nordiske lande og videre ud i verden, hvor en brugsforeningsbevægelse findes. Severin Jørgensen søgte ikke at blive fører, men han blev det, fordi han var forpligtet af en stor opgave. Han var føjelig i småting, men fast når det drejede sig om hovedsagen. Han havde evnen til at finde gode medarbejdere. Han vidste, at en fører intet formår, når han står alene. Spørgsmålet er så, om føreren tør vælge medarbejdere, der eventuelt er større end ham selv og give dem frihed i arbejdet. Severin Jørgensen turde. Den, der tror, haster ikke. Severin Jørgensen kunne vente. Han troede, at trods bitter modstand og lunken tilslutning så ville dog sandheden og sundheden i den folkesag, han havde viet sit liv, sejre til sidst. Fra starten var der ca. 300 brugsforeninger som medlem i FDB. Antallet steg støt og var i 1914 ca. 1400, hvilket var næsten optimalt. Omkring 1945 var der ca. 1900 brugsforeninger i Danmark. Hovedkontoret lå i starten på Vesterbrogade 29, men var allerede for trangt. Derfor købte man i 1898 ejendommen Ny Toldbodgade 27-29, som efter om- og tilbygninger var klar til indflytning i foråret 1899. I 1907 måtte der findes lagerplads forskellige steder i byen, da alle lagre og pakhuse var fyldt op på grund af den store omsætningsfremgang. Derfor besluttede man at bygge på Islands Brygge. Det nye arkitekttegnede hovedsæde kom til at ligge på Njalsgade 15-31 og blev taget i brug medio februar 1908. I forbindelse med hovedkontoret var der lagre, pakhuse og ekspeditionsfaciliteter. Efterhånden, som behovet var til stede, blev der oprettet handelsafdelinger rundt om i landet. I dag vil man nok synes, at det var mange, men på den tid var transportmulighederne enten hestevogn eller jernbane. Derfor var det nødvendigt at etablere lokalafdelinger for at sikre vareleveringer til tiden.
FDB's FABRIKKER Det skete stadigvæk, når der var behov for det, og det forretningsmæssige grundlag var til stede. I mange tilfælde var det den private handel, som var totalt dominerende på markedet og bestemte et højt prisniveau. Det var specielt derfor, man startede tobaksfabrikken i Esbjerg. Tobaksmonopolet var så stærkt, at det var umuligt for FDB at opnå acceptable aftaler. Udover en efterhånden meget omfattende egenproduktion af brugsens mærkevarer (Cirkel Kaffe – Davre Havregryn – Comtesse Cigarer m/m ) importerede FDB varer fra en række lande, hvor man havde sine egne indkøbere, som kunne sikre sig de rette kvaliteter og mængder.
TRØNNINGE BRUGSFORENING: Brugsen lå lige i svinget, når man kom til landsbyen Trønninge, som er beliggende ca. 5 km nordvest for Holbæk. Næsten midt imellem herregården Vognserup og Løvenborg gods. Trønninge Brugs var en typisk landbrugs, der handlede med alt. Kolonial, isenkram, manufaktur og papirvarer. Desuden var der korn, foderstoffer, markfrø, bindegarn t/selvbindere og meget andet. Kundeunderlaget for Trønninge Brugs var alle de landarbejdere, som var beskæftiget på de to gårde samt husmænd, skovarbejdere og selvfølgelig de private ejendomme, der lå i landsbyen. Under de to verdenskrige blev der gravet tørv i de omkringliggende moser, hvilket gav en ret god indtjening, som smittede af på brugsens omsætning. 1945 var omsætningen kr. 165.000 kr. Men efterhånden som gårdene affolkedes, stagnerede brugsen og sygnede stille hen. På trods af dette kom den lokale dekoratør, Færgegaard, stadig tre-fire gange om året og lavede vinduespartierne, som han også gjorde i mange andre brugser i 20. kreds. Der var i mange år en vognmand i Trønninge, som både havde lastbil og lillebil. En pudsig fyr, kaldet "Stoffer", der havde en meget speciel form for sort humor. Når han kørte foderstoffer for brugsen var han gerne iført en gammel sort stortrøje og en slidt chaufførkasket. Men når han skulle af sted i lillebilen, skiftede han til en lang jakke og en flot ny chaufførkasket med blank skygge. I tidligere generationer var brugsforeningen andet end mel og sukker, det var ikke blot et sted, hvor man handlede, men den udgjorde en del af vort kulturelle liv og er dermed en vigtig del af vor kulturhistorie. Trønninge Brugsforening blev nedlagt i 1971, hvilket skete i fred og fordragelighed. Den sidste uddeler i Trønninge Brugs, Svend Johansen, tog sammen med bestyrelsen kontakt til FDB,s revisionstjeneste, hvorefter man afviklede brugsen. Efter opgørelse af aktiver og passiver var der et overskud, som blev fordelt.
Uddelerforeningen: Men én uddeler kunne jo ikke være udtryk for en ny stands opståen. Og der gik adskillige år, før der blev oprettet så mange brugsforeninger, og dermed ansat så mange uddelere, at man kunne begynde at tale om en egentlig uddelerstand. Uddeler er kun en af de mange betegnelser, man i de gamle protokoller og instrukser kan finde for den person, som havde til opgave at forestå ”uddelingen” af varer til medlemmerne. ”Udsælgeren”, var meget brugt. Men det blev som anført navnet ”uddeler”, der efterhånden vandt hævd i det danske sprog, selv om man i daglig tale ofte siger ”brugsmanden”. En anden sag er så, om betegnelsen i dag særlig godt illustrerer en uddelers mangesidede gerning, der kræver en betydelig større uddannelse end for år tilbage, da navnet opstod. Faglærte var vore allerførste uddelere kun i meget få tilfælde. I reglen kom de lige fra ploven eller håndværket. Nogle af de unge folk, der søgte uddelerstillinger, havde dog gennem et højskoleophold tilegnet sig en del forudsætninger for at løse opgaven, men det hørte til undtagelserne. Hvor primitive de forhold var, som de første brugsforeninger og deres uddelere måtte virke under, illustreres på en malende måde bl. a. ved at læse i en forhandlingsprotokol om en brugsforenings oprettelse i 1860erne. Der berettes om, at man som udsælger antog husmand Peter Petersen, i hvis stue udsalget skulle holde åbent fra 8 morgen til 8 aften. Stuen havde lergulv, og en bordplade på et par bukke udgjorde disken, hvorpå der stod en vægt. Varelageret bestod af, rugbrød, kaffe, kandis, cikorie, salt, klipfisk, puddersukker, the, sild, mel, gryn, ris, skråtobak, røgtobak og allehånde og var anbragt på nogle nødtørftigt sammentømrede hylder. Uddelerens løn er sat til 2½ pct. af salget. Prisfortegnelse skal stedse ligge til almindeligt eftersyn på udleveringsstedet. Medens uddelerne i mange år har været uden synderlig indbyrdes kontakt, opstår der blandt fremsynede uddelere en trang til at søge oprettet et samarbejde mellem uddelerne indbyrdes, således som brugsforeningernes samarbejde gennem FDB havde givet bemærkelsesværdige resultater. Omkring århundredskiftet blev der afholdt mange møder rundt omkring i de forskellige kredse. Til den stiftende generalforsamling i Uddelerforeningen 9. juni 1901 i Århus var der mødt ca. 130 uddelere, som vedtog fremlagte forslag til love. Efter disse love skulle en uddelerkreds være sammenfaldende med en FDB-kreds. Ligeledes vedtoges kredsbestyrelser på 3 mand, som vælger en formand. Foreningens program udtrykkes klart i §1, der lyder således: ”Foreningens formål er at fremme den faglige dygtighed indenfor den danske uddelerstand. Ved enhver lejlighed søge at hæve dens anseelse såvel ind- som udadtil, hvilket søges opnået ved foranstaltning af fællesrejser til velledede brugsforeninger og ved sammenkomster samt at arbejde for andelssagens fremgang, og, når der gives anledning dertil, være de ledende mænd indenfor andelsbevægelsen til hjælp og nytte”. Man vedtog at indskyde 1 kr. pr. medlem og 1 kr. i årligt kontingent. Til formand valgtes uddeler i Gaarslev, Niels Knudsen, som brugte sin fritid og mange nattetimer på foreningens trivsel. Og senere, da han måtte forlade sin uddelergerning for helt at ofre sig for sit formandshverv i uddelerforeningen og sit arbejde som redaktør, kastede han al sin kraft ind i foreningen, hvorved det i første række blev hans indstilling og varme forståelse af brugsforeningssagen, der kom til at præge i de år, da den fra en ringe begyndelse skabte sig øget anseelse såvel blandt uddelerne som inden for brugsforeningerne og FDB. Han bestred denne post indtil 1912.
Uddelerbladet Men det er først fra 1. oktober 1905, at tanken kan virkeliggøres, og foreløbig må man nøjes med at udsende bladet én gang månedlig. Dets mission udtrykker bestyrelsen i bladets første nummer således: ”Når vi i dag udsender første nummer af ”Medlemsblad for foreningen for Danmarks uddelere”, gør vi det, fordi vi tror, at et sådant blad kan blive budbringer fra brugs til brugs, fra uddeler til uddeler, en ven, som kommer for at oplyse os om de fremskridt, som er gjort af den enkelte, og som andre kan drage nytte og lære af. Endvidere mener vi, at vi derigennem kan dygtiggøre hverandre til, hver på sin plads, at gøre sit arbejde dygtigere og bedre til gavn for andelssagen og specielt brugsforeningssagen. Bladet vil arbejde for at opnå sundere forhold, mere forståelse og størst mulig retfærdighed for den enkelte”. Da der kun var én ansøger, en dyrlæge, til redaktørposten, måtte Niels Knudsen selv redigere det nye blad. Denne post havde han sideløbende med formandsposten i uddelerforeningen indtil 1912, hvorefter han fortsatte som eneredaktør til 1930, hvor han i en alder af 68 år fik en medredaktør, A. Milling. Dette samarbejde fortsatte indtil 1934, hvor A. Milling fortsætter med F.S. Frandsen som medredaktør og lønkonsulent, idet N. Knudsen fratræder på grund af alder. Efterhånden som nye opgaver tages op, bliver det igen nødvendigt i 1942 at omstrukturere på kontoret. Nu bliver A. Milling eneredaktør af Uddelerbladet, som det nu hedder. F. S. Frandsen bliver forretningsfører, og der bliver plads til en kontordame. Medlemstallet fra starten i 1901 var 51. I 1950 var tallet 2042.
Uddannelse 1909 oprettes vikarforeningen, således at man havde afløsere ved uddelerens sygdom. Siden 1902 havde der været afholdt flere kurser af forskellig art på Støvring højskole med forstander Fr. Voigt som leder. Uddelerforeningen med hjælp fra FDB startede 1910 uddelerskolen i Støvring med uddannelse af vordende uddelere med den nye forstander Søren Frederiksen som leder. Han var en kendt mand indenfor andelsbevægelsen. I årene 1909-27 var han medlem af og senere formand for FDB's repræsentantskab. Uddelerskolen fortsatte sit virke indtil 1933, hvor FDB byggede Andelsskolen, hvor arbejdet fortsætter under større og mere moderne forhold. Andelsskolen blev opført i Staurby Skov ved Middelfart. Fra bakken har man en enestående udsigt over Lillebælt, de skovklædte kyster og den senere Lillebæltsbro. Dens beliggenhed er faktisk lige midt i det danske rige, hvilket er symbolsk for dens formål. Skolens første forstander L. A. Godsk virkede til 1951, hvor han blev afløst af Jul. Lavrsen.
|
);)
);){kind=link}