Skomagerværksted

Effekterne i Andelslandsbyens skomagerværksted har, for en stor dels vedkommende, tilhørt Georg Hansen, Glostrup ved Egebjerg; men omfatter også effekter fra et skomagerværksted i Holbæk, blandt andet støvlen der hænger ved døren. Georg Hansen boede hele sit liv på samme adresse.

Efter sin skolegang i Egebjerg kom han i skomagerlære i Abildøre, men efter et par år holdt hans læremester op. Georg Hansen havde dog tilegnet sig færdighederne, således at han kunne fortsætte i faget. Det blev dog hurtigt en bibeskæftigelse fordi han blev post i Bråde. Han kørte på forskellige ruter og hjalp til med postomdelingen i Vig-området om sommeren. Det foregik naturligvis på cykel.

Allerede som 17-årig var Georg Hansen begyndt at tage ud og spille violin til fester, og senere begyndte han at opkræve ”Julens Glæde” for Husmandsbrandkassen hos de folk, der ønskede at spare penge op til julemad og -gaver. Han var desuden medhjælper for ringeren i over 40 år.

Man kan ikke sige andet end, at Georg Hansen var en mand, der ikke sparede sig selv for at tjene til livets ophold, som skomager, post, musiker mv.