Glumsø Savværk
Det oprindelige Glumsø Savværk blev bygget i 1890. Efter en brand i 1916 blev det genopbygget og fortsatte driften frem til først i 1970-erne.
Andelslandsbyen fik lov til at overtage savene fra savværket, og ud fra opmålinger på det gamle savværk, lokale arkiver, billeder og ikke mindst på grund af de sidste ejeres store hjælpsomhed, har Andelslandsbyen kunnet opføre en nøjagtig kopi af savværkets bygning til langtømmersaven. De resterende bygninger er, grundet økonomi, endnu ikke blevet opført.
Langtømmersaven er i drift på enkelte dage – som vil fremgå af Andelslandsbyens Kalender på hjemmesiden. Den drives pt. af en traktor, men når resten af savværket er på plads vil alle maskiner blive drevet af en dampmaskine.