Børstenbinderlauget
Børstenbinderen har de fleste en erindring om. Mange fortæller, om dengang de var barn, da kom han til døren forår og efterår med kurven over armen.
Dette erhverv er nu næsten uddødt, så da Jytte Sørensen, børstenbinder og knyttet til Nyvang, accepterede at få en ”lærling”, slog jeg – Hanne Madsen – til.
Enmands ”forretningen er nu udvidet, så vi er to børstenbindere på Nyvang (Gerda Carlson og undertegnede).
Vores fornemste formål er: at formidle og bevare det gamle håndværk.
Vi vil gerne vise, hvordan der bindes børster, og vi vil gerne fortælle og få fortalt om faget.
En sidegevinst er, at de børster vi fremstiller, og som Nyvang køber materialerne til, bliver solgt, (fortjenesten går til Nyvang) enten på området eller ved vores ”værksted” i dagligstuen i Trønninge Brugs. Børsterne bindes af hestehale- og gedehår og udvalget er stort: opvaske-, rengørings-, negle-, bade-, bagebørster og støvekoste.
Vores træffetider på Nyvang er plottet ind på årskalenderen, og vi tager gerne ud for at vise faget, f.eks er vi i Asnæs Centret lørdag før efterårsferien. Vi har været på Dyrskuet i Roskilde og til byjubilæum i Frederikssund.
For yderligere information kontakt laugsformand Hanne Madsen på tlf. 59 43 51 39