Pandekager på Nyvang
Det kunne have været sjovt, om vi havde talt de mange pandekager, vi har bagt og spist gennem de sidste mange år i Andelslandsbyen. Børn og voksne har elsket det. Ikke bare at spise dem. Det allerdejligste har måske været at få lov til at bage dem.
Det er også spændende at styre brændekomfurets varme. Hvis ikke det er udenfor i det fri, og der først skulle tændes op i et lille sparekomfur.
Mange har spurgt til vores opskrift. Den er ikke hemmelig. En gang var der en sød pige, Lene, der kom med denne. Den bruger vi endnu, måske fordi der tit er lækker kærnemælk at hente på Mejeriet. Ummm………
Opskrift på pandekager:
- 3 hele æg
- 1 spiseskefuld sukker
- 180 gram hvedemel
- 1 knivspids natron
- 3 dl god kærnemælk
eller - hvis I er rigtig mange:
- 10 hele æg
- 3 spiseskefulde sukker
- 540 gram hvedemel
- lidt natron
- 1 liter god kærnemælk
|
 |
De hele æg og sukker piskes godt sammen til en æggesnaps.
Hvedemel vejes af og blandes med natron.
Melet tilsættes æggesnapsen under kraftig piskning, lidt efter lidt, eller til der ikke er flere klumper.
Til sidst tilsættes kærnemælken.